Lige om lidt er jeg mor til 2 og det skræmmer mig lidt. Havde det på præcis samme måde da jeg skulle føde Alba. Dengang var det tanker om det kommende kejsersnit, om jeg kunne finde ud af at være mor, om jeg kunne stå op om natten når hun græd og hvad hvis hun blev syg – kunne jeg klare det? Alle disse tanker forsvandt da jeg fik lagt nyfødte Alba op på mit bryst – for der var kun EN der kunne være mor for hende og det var mig. Heldigvis er frygten altid værst, Albas behov ændrer sig løbende og jeg udvikler mig som mor. Selv om jeg har levet mine først 30 år uden lille Alba kan jeg slet ikke huske tiden uden hende. Alba er og bliver hele mit liv og selv om jeg har travlt med jobbet, at komme i super form, bloggen og 1000 andre ting – så er det uden tvivl hende der fylder mest i mit liv. Jeg er jo slet ikke mig – hvis ikke jeg var mor til Alba. Utroligt at ud af ingenting kan komme sådan en fantastisk lille pige, som lige om lidt skal være storesøster.
Jeg glæder mig som et lille barn til at lillesøster kommer til verden, men midt i alt glæden fyldes mit hovede med 1000 tanker. Kan jeg klare opgaven at være MOR til 2? Hvordan klarer min krop endnu et kejsersnit hvor moderkagen er foranlægende? Vil Alba afvise mig fordi hun ikke vil dele mig med lillesøster? Hvordan forklarer jeg en lille pige på 1 år at hendes mor efter kejsersnittet skal passe på sig selv og ikke må løfte hende op af sengen når hun f.eks. græder? Er manden og jeg klar til at skulle være forældre til et par pseudotvillinger lige om lidt? Værst er tanken om at Alba vil afvise mig, håber af hele mit hjerte det kun er for en kort periode og at jeg forholdsvis hurtigt efter det planlagte kejsersnit må forlade sygehuset og komme hjem til min familie. Jeg er slet ikke i tvivl om jeg (og min lille familie) nok skal klare det hele, men pt har jeg ro og tid til at fylde hovedet med underlige tanker – som skræmmer mig lidt. Jeg nyder den sidste “alene” tid med Alba, elsker at se hvordan hun udvikler sig, se hvordan hun ikke længere er en lille baby – men en lille pige der kan rigtig mange ting selv. Bliver næsten dagligt overrasket over hun kan noget nyt og at der kommer flere og flere ord ud af hendes mund. Synes det første år er gået super stærkt og tænk sig at vores liv lige om lidt bliver beriget med endnu et lille mirakel.
Nogle gange hjælper det at skive noget ned og nu har jeg delt mine bekymringer med jer. Mon ikke der er andre end mig der bliver lidt “skræmt” inden man f.eks. møde ens baby/mirakel for første gang. Som jeg lærte ved Alba ved jeg at jeg kan klare det hele, men tror tankerne er meget normale. Tror ikke man kan undgå at blive lidt påvirket når der i ens liv sker så stor et mirakel. At blive forældre er en gave, Alba er en gave og vi glæder os super meget til at lillesøster kommer til verden. Det er både det største i mit liv at være blevet mor til Alba – men nok også en af de ting der har skræmt mig mest. Heldigvis har jeg “bestået” (hvis du spørger mig selv) og tror ikke Alba kunne finde en bedre mor end mig <3
