Ihhh tiden flyver afsted – lillesøster er allerede 4 uger på mandag. Jeg deler løbende billeder på bloggens facebook og instagram side af lillesøster (og resten af familien) – MEN  i skal selvfølgelig ikke snydes herinde.

 Nyder hvert et øjeblik af min lille familie – kan man være andet end forelsket? <3

Ihhh den ene dag tager den anden når der pludselig er 2 små børn man skal tage sig af. Jeg nyder at jeg igen er mobil og trods jeg ikke må starte på den hårde træning endnu – må jeg starte med at gå. Så målet er at komme afsted 5 gange om ugen – hvilket både er sund for min krop og sjæl. Nyder jeg har mulighed for at tage begge piger med når jeg går og elsker mit valg af tvillingvogn fra babyjogger.

Kommer med en anmeldelse af vognen indenfor de næste par uge – læs om mine overvejelser inden købet af vognen her.

Hvilken klapvogn har du valgt?

Det er ingen hemmelighed at jeg inden fødslen af lillesøster var meget bekymret over hvordan det ville påvirke Alba. Jeg var plaget af dårlig samvittighed, dels fordi jeg sidst i graviditeten ikke kunne være der for hende som jeg hele tiden havde været der og dels fordi jeg vidste jeg ikke måtte løfte hende efter kejsersnittet. Jeg ved godt at man ikke er en dårlig mor fordi man ikke må løfte sit barn – men for mig fyldte det rigtigt meget. Tanken om at jeg var afhængig af manden min hver gang at Alba skulle løftes op af sengen, op på puslebordet, op i høj stolen, ud af autostolen m.m. falde ikke i god jord hos mig.

Jeg havde dårlig samvittighed overfor Alba fordi hun ikke havde bedt om en lillesøster, dårlig samvittighed fordi hun skulle dele os med lillesøster og fordi jeg vidste jeg ville være væk fra hende mens jeg lå på sygehuset. Heldigvis var alle disse tanker spild af tid, Alba har klaret det super flot. Hun er meget meget kærlig overfor lillesøster og aer hende hele tiden. Hun er meget opmærksom på når hun græder og hun har mere travlt med at kigge i autostolen nå vi henter hende fra dagplejen frem for at hilse på mor og far. En stor sten har forladt mit hjerte og jeg ved bare at Alba bliver den bedste storesøster. Personligt er der 4 år mellem jeg og min søster der er tættest på mig, jeg kan ikke trods mine 4 år huske tiden uden min søster og den dag i dag ville jeg ikke være foruden.

IGEN er det bevist at mine tanker altid er de værste og mon ikke Alba allerede har glemt hvordan det var inden lillesøster kom til verden. Jeg er sikker på de to piger nok skal få en masse ud af hinanden og nyder virkelig at se hvor kærlig storesøster er overfor lillesøster <3

Super dejlig weekend her alle sammen <3

Det er da super smart at mor altid har madpakkerne med, at man ikke konstant skal lede efter kogende vand og at modemælk er fyldt med vigtige næringsstoffer for spædbarnet.

MEN det er desværre ikke alle der kan få amningen til at fungere eller har mælk nok. Jeg ville for alt i verden ønske at min amningen kørte 100 % og at jeg havde nok mælk til lillesøster. Sagen er bare den at jeg er brystreduceret for ca 8-9 år siden hvilket kan give problemer under amningen. Jeg kan huske at jeg med Alba kæmpede en kamp som jeg næsten på forhånd var dømt til at tabe. Alba tog stort set ikke på i starten og da hun var 5 uger blev det besluttet hun skulle suppleres op med modermælkserstatning  – hvilket resulterede i en gradfærdig mor. MÅSKE fordi jeg som nybagt mor havde en ide om at jeg SKULLE amme og det var bedste for mit barn. De første mange gange efter når jeg tilbød Alba sutteflasken græd jeg og dagene kom kun til at handle om amning. I starten skulle jeg nemlig amme Alba, tilbyde hende mere mælk (som jeg selv havde malket ud) og til sidste malke evt resten ud af mit bryst. Når Alba var færdig med at spise kunne jeg stort set starte forfra og pludselig var jeg et grædende mælkemonster der konstant sad i sofaen med Alba eller malkemaskinen i hænderne.

Var amningen det værd – JA hvis det var lykkes. Men det gjorde det bare ikke og til sidst måtte løsningen være modermælkerstatning fra dåse. MEN hvad der for mig kunne vælte min verden, var for nogle det de bevist havde valgt – hvilken ingen betydning har for hvor god en mor man er. MEN når man er førstegangs fødende og har en ide om hvordan alting skal være – kan manglende mælk i brysterne være det største problem. Jeg er selv flaskebarn og efter min mening helt normal, jeg er vokset op uden diverse sygedomme og har ikke været ramt af allergier m.m. Så hvorfor blev det så stort et problem for mig at jeg IKKE kunne amme hende fuldt ud? Måske fordi amning og spædbørn hører sammen – da jeg først havde accepteret at jeg ikke havde mælk nok, måtte jeg lede efter fordele ved det. Det var nu muligt at sove en hel nat hvor manden min tog over, jeg kunne smutte et par timer eller flere om aften for at hygge med en veninde, jeg skulle ikke konstant lede efter et sted hvor man måtte amme og hele min verden styrtede IKKE sammen. Jeg amme Alba så længe det var muligt, men med tiden forsvandt min mælk og til sidst fik hun kun flaske.

Det samme gør sig gældende den her gang, lillesøster spiser først alt det hun kan ved mig og når hun gør tegn til der ikke er mere supplere jeg op med modermælkerstatning. Nogle gang har jeg nok andre gange har jeg ikke. Forskel er at jeg denne gang ikke græder, min rolle som mor er ikke placeret i brysterne, jeg har stadigvæk meget tæt kontakt med lillesøster (og Allan kan være en del af det) og jeg er sikker på at lillesøster får nok at spise. Mit indlæg handler ikke om det er rigtigt eller forkert at man ammer – men om at man har et valg, for nogle falder det naturligt ind, nogle har ikke nok mælk og andre har en helt anden grund til ikke at gøre det. Fælles for os alle sammen er at vi kan kalde os selv for MOR – en mor der vil barnet det bedste, en mor som elsker barnet lige meget hvad og en mor som kan skabe tæt kontakt til barnet uanset om det er med brystet eller en sutteflaske.

Det handler om at acceptere det valg man tager eller det valg man nogle gange er nød til at tage. Jeg lærte at nyde øjeblikket i stedet for at lade mine forventninger til hvad jeg skulle vælte mig <3

 LYN KONKURRENCE

Er det dig der skal vinde en lækker kurv med produkter fra vaseline? Så smut forbi bloggens instagram profil @fitmom.dk og deltag – konkurrencen slutter på fredag. 

Efter fødslen af lillesøster den 2/2-15 var vi indlagt på sygehuset i 5 dage. Lillesøster var på toppen – MEN jeg havde lidt problemer med kroppen i form af en tarm man var bange for ville springe og alt for høje infektionstal. Det er længe siden jeg har grædt så mange tåre og når man er placeret bag de samme 4 hvide vægge på sygehuset – UDEN blandt andet Alba får tankerne frit løb og det samme gjorde mine tåre. Med udsigt til IKKE at vide hvornår man måtte komme hjem, var det super svært at holde humøret højt til trods for jeg lige var blevet mor for 2 gang.

Mens jeg lå på sygehuset indså jeg hvor stor betydning det havde hvilken sygeplejerske der kom ind til mig. Jeg er dybt taknemmelig for alt den hjælp og omsorg jeg har fået – men vil alligevel hylde dem med ekstra overskud. Jeg var nemlig så heldig at komme i hænderne på den sødeste sygeplejerske i dagtimerne – som virkelig gjorde en forskel for mig. Hendes måde at gøre hendes arbejde på, hendes omsorg for mig, hendes interesse og trods det “bare” var hendes arbejde, følte jeg virkelig hun var der for mig <3 Jeg så frem til hun kom igen når hun gik hjem og nød hun om morgen kom forbi stuen og sagde godmorgen. Jeg ved at personalet var pænt presset og alle gør et godt stykke arbejde – MEN havde det ikke været for for denne ene sygeplejerske havde jeg haft svært ved at komme igennem forløbet. Det var hende der torsdag mente at det var på tide at Allan hentede Alba – da jeg i fem dage ikke havde set hende og efterhånden var helt ødelagt. Jeg synes det er så fantastisk at mærke hvordan en person kan gøre en kæmpe forskel. Min tanke er at det kan vi alle lære af både som chef, ansat, kollega og hvad vi ellers lave til hverdag. Det koster ikke ekstra at skrue op for charmen, være til stede og gøre en forskel. I mit tilfælde gjorde det en verden til forskel og denne stjerne af en sygeplejerske vil jeg virkelig lære af <3

Mandag efter vi kom hjem sendte jeg denne stjerne en personlig hilsen og en gave kurv. Det handler ikke så meget om gaven – men min taknemmelighed. Jeg synes det er super vigtigt at fortælle når folk gør noget godt og i en verden hvor alting går stærkt og folk bare forventer og forventer – valgte jeg at stoppe op. Jeg lærte noget her – mødte et menneske der brændte for hendes arbejde og som ikke bare havde slået autopiloten til. En person som kunne huske hvad storesøster Alba hed, hjalp mig med at finde på navne til lillesøster og kom hverdag glad og smilende på job.

Jeg takker for den bedste behandling og for at blive mindet om at vi ALLE kan gøre en forskel.

TAK // Charlotte