Jeg er rigtig god til at trykke på pause knappen, gemme mig bag en mur og trække mig for omverden. MEN er det altid en fordel? Nogle gange burde jeg måske bruge mine omgivelser og bede om hjælp <3

Dem som kender mig, vil nok kalde mig talende, velovervejet og med en mening om de fleste ting. Som udgangspunkt kan jeg godt lide at være sammen med andre mennesker, nyder at blive set, hørt og gøre noget ud af mig selv. Jeg har altid været godt til at have mange bolde i luften og jo flere opgaver, jo bedre havde jeg det. Livet handlede for mig om at have travlt og kunsten var at få det store puslespil til at gå op. Jeg var vældig god til at have gang i mange ting på en gang – og har altid været klar med gode råd, vejledning, en hjælpende hånd eller taget i mod hvis andre havde brug for luft.

Eller det er i hvertfald sådan jeg har det – når jeg har styr på mig selv. Det er helt modsat når jeg sætter mit liv i DVALE og trækker mig fra det hele. Jeg tror jeg har mange veninder der vil skrive under på, at jeg er verdens dårligste til at svare på smsér når jeg har det skidt. Jeg er dårlig til at ringe, dårlig til at være til steder og mega dårlig til smalltalk – når der er uro i mig selv. Faktisk har jeg det bedst, ved at trække mig tilbage, gemme mig og forsøge at fikse uvejret der er i mig. I virkeligheden er mit største problem at jeg er bange for at være sårbar, at jeg så mange gange har vist folk tillid – for så efterfølende at blive svigtet. Det betyder jeg sætte mit skjold op, gemmer mig og skulle nogle bryde igennem min mur – bruger jeg min velfungerende tale, til at tale om de ting jeg har lyst til. En del af denne personlige rejse, handler for mig også om at blive bevist om hvad der sker inde i mig og et af fokus områderne er sårbarhed. Det skal være slut med at gemme sig, sætte en mur op, trøstespise og tale grimt om sig selv. Jeg er igang med at ryde op, få et andet forhold til min fortid, min barndom, min historie – og hvad jeg ellers har brugt som “undskyld” – når jeg endnu en gang gik i SKJUL eller DVALE. Jeg tror vi alle sammen har noget med, noget vi måske ikke er stolte af, måske har vi lært tingene på den hårde måde – måske er vi blevet svigtet, MEN jeg er kommet til et sted i livet, hvor jeg vil lære. Jeg vil lære af livet, omgivelserne, dem jeg tilfældigvis møder på min vej og hvem ved – måske kan jeg lære at DIG <3

Kærlighed fra mig til dig, husk at leve, nyde og at DU er den bedste til at være DIG <3

Ved ikke helt – hvordan jeg bedst kan beskrive mit forhold TIL VÆGTEN. I bund og grund ville jeg ønske jeg ikke havde et forhold – MEN det er ikke tilfældet, jeg vil gå så langt som at sige at jeg VAR afhængig af min badevægt. 

Jeg har gjort det før – faktisk to gange, jeg har tabt mig mange kilo – holdt vægttabet og så alligevel endt med at tage på igen. Første gang jeg tabte mig, var længe før jeg blev gravid – og jeg holdte det indtil vi kom i fertilitets behandling og jeg ikke længere selv kunne styre det. Jeg tog faktisk en del på under behandlingen og da jeg efterfølgende blev gravid, gik det pludselig stærkt på vægten. Efter ALBA kom til verden i september 2013 – gik jeg igang med at smide den ekstra vægt jeg havde fået samlet mig. Det blev til 33 kg tabt på 7 måneder – inden jeg igen blev GRAVID. Nu tog jeg igen på og måtte igen kæmpe efter Lia kom til verden, det lykkes mig at tabe mig lidt – men kom aldrig helt i mål. For to år siden følte jeg igen jeg var klar til at kæmpe med mit vægttab – men denne gang ramte det sammen med skilsmisse, at jeg væltede på vores ladcykel (og kom slemt til skade), sygemelding med stress og et jobskifte. Jeg var IKKE klar og måske var mit vægttab heller ikke det der havde første prioritet – jeg satte fokus på min familie, at overleve, min hverdag og at vi alle kom bedst videre fra udgangspunktet. MEN det gjorde ondt i mig, 2018 har været et hårdt år – og når noget gør ondt har jeg tendens til at trøstespise..

Jeg har altid været konkurrence menneske, været bedst til tal og konkrete “beviser” – med andre ord har tallet på vægten motiveret mig til at blive ved med at kæmpe og det gør det stadigvæk. MEN man skal finde en balance – og så skal en tur på vægten helst være motiverende i forbindelse med vægttab – frem for at sende mig i kuldkælderen. OG ja jeg ved det godt, man skal ikke veje sig for tit, nogle gang binder kroppen væske og alt hvad der ellers kan give udsving på vægten. FAKTUM for mig, er bare at tallet på vægten er med til at bestemme om jeg får en god eller dårlig dag. MED andre ord kunne jeg ikke styre det, jeg skulle lige lure om jeg havde tabt mig – nu hvor jeg klarede mig så godt og havde styr på kosten. Jeg ved godt hvad der er mine svage sider og som jeg skrev igår (læs med her) har jeg valgt at bede om hjælp – når det bliver lidt svært. Det betød jeg forrige uge måtte bede min personlige træner om at tage min badevægt med hjem 🙂

OG hvilken lettelse – jeg stresser ikke min krop unødvendig, til gengæld er jeg blivet super god til at mærke hvornår jeg har det godt i mig. Jeg betragter min krop, ser på hvordan tøjet hænger lidt mere – og mærker den kæmpe forskel der sker i mig. Jeg er ved at dø i spændning, hvor meget jeg har tabt den sidste uge – MEN jeg venter spændt på svaret om 2 uger. Et pres er forsvundet fra mig – og det er pludselig ikke vægten der bestemmer om det bliver en god eller en dårlig dag. Nu lytter jeg til mig, min krop og selvfølgelig bliver det en god dag.

Var jeg afhængig af vægten? Svaret er JA og jeg er sikker på der er andre der har det på samme måde. Har kun et råd – slut fred, stil vægten væk. Lyt til dig selv, mærk hvordan du har det og glæd dig over din daglige succes. 

• 
  Ja hvem er jeg, hvad gemmer der sig hvis man tager jobbet, familie, træning og mine børn fra mig? Og hvem tager sådan ting fra nogle – og kan man overhovedet “overleve” uden de ting som er med til at skabe en?

Skal jeg være helt ærlig, vidste jeg ikke hvem jeg selv var – det gav et sæt i mig, den dag min coach spurgte mig om dette spørgsmål – og jeg kunne faktisk ikke finde et svar. Jeg har siden jeg afsluttede min HA – arbejdet som leder, altid haft mange timer, mange forpligtigelser og måske for lidt tid til mig selv. Da jeg i november måned 2018 – efter en sygdomsperiode på 6 måneder stod uden job, kunne jeg næsten ikke svare på HVEM JEG VAR. Mit job havde ALTID fortalt hvem jeg var, hvad jeg kunne, hvad jeg brande for og hvordan jeg kunne blive bedre. Eller det troede jeg – i virkeligheden havde jobbet nok taget for meget af min tid, specielt da vi fik børn. MEN det var den Charlotte jeg kendte, konstant under arbejdspress, en altid ringende telefon og en leder der altid skulle være der for alle andre – MEN glemte sig selv. Midt i det hele skulle jeg også overleve en skilsmisse – og før jeg fik set mig om, var der ikke meget tilbage af mig.

Så hvordan skulle jeg kunne svare på – hvem jeg var? Jeg havde trykket overlevelses knappen i bund – og den ene dag tog den anden og pludselig havde jeg glemt at leve, nyde, føle og at være mig. I virkeligheden holdte jeg mig for mig selv, for det er det jeg kan – når livet gør ondt, lukker jeg verden ude. Lukker spørgsmål, krammer, tanker og varmen uden – jeg var bare mig og pigerne indtil jeg igen kunne trække vejret. Jeg “kastede” med glimmer, så jeg kunne overleve og prøvede på at komme i balance – men jeg mislykkede gang på gang og skulle have hjælp til at komme op. Jeg har altid “valgt” hvad jeg gerne ville snakke om – hvis nogle spurgte hvordan jeg havde det. Min velfungerende tale blev mit skjold mod verden – og jeg lukkede af for følelserne og mig selv. Jeg var bange, bange for at miste, bange for mig selv og bange for fremtiden.

MEN kunsten er at komme op af hullet igen – og en dejlig veninde, var begyndt hos en coach i Horsens – som hun var rigtig glad for. Jeg så hvordan hun blomsterede, hvordan hun ændrede retning og hvordan hun arbejde/lyttede til sig selv. Det måtte være det jeg skulle, gøre noget godt for mig selv – komme op af hullet før det var for stort. Jeg bad om HJÆLP og jeg fik HJÆLP – måske en af de ting jeg altid har været virkelig dårlig til. Jeg fik sat mig selv i fokus, mine tanker og hvordan jeg havde det i maven – og jeg lærte en meget vigtig ting (som jeg faktisk tidligere havde lært af en god JYSK kollega – men “glemt” igen) – hvis nogle spørger hvordan man har det, må vedkommende også være KLAR til at høre svaret. Spørgsmålet var bare, var jeg klar til at give ham/hende mit svar – var jeg klar til at dele MIG og at være sårbar.

Det blev jeg, jeg råbte om hjælp OG jeg har virkelig fået hjælp. Hjælp at veninder, inspirerende mennesker, kollegaer, familien og de mennesker som ellers krydser min vej. Jeg er nu klar til at finde mig, lytte til mig selv og at sætte mig (næsten) øverst på to do listen. Jeg har nu siden den 17 april sat ekstra fokus på mig selv og med hjælpe fra min personlige træner, min familie og en stærk vilje – er det lykkes mig at rejse mig hvor jeg er faldet og begynde at nyde tilværelsen. Jeg har fundet energi, overskud og lysten til at gøre noget godt for mig selv – i mig selv. Jeg er på rette kurs og har tænkt mig at dele min rejse med jer – dele mit forløb om vægttab, skilsmisse, jobskifte og hvad der ellers fylder i mit liv.

Jeg er tilbage og er taknemmelig for at du stadigvæk læser med <3