Det er da super smart at mor altid har madpakkerne med, at man ikke konstant skal lede efter kogende vand og at modemælk er fyldt med vigtige næringsstoffer for spædbarnet.

MEN det er desværre ikke alle der kan få amningen til at fungere eller har mælk nok. Jeg ville for alt i verden ønske at min amningen kørte 100 % og at jeg havde nok mælk til lillesøster. Sagen er bare den at jeg er brystreduceret for ca 8-9 år siden hvilket kan give problemer under amningen. Jeg kan huske at jeg med Alba kæmpede en kamp som jeg næsten på forhånd var dømt til at tabe. Alba tog stort set ikke på i starten og da hun var 5 uger blev det besluttet hun skulle suppleres op med modermælkserstatning  – hvilket resulterede i en gradfærdig mor. MÅSKE fordi jeg som nybagt mor havde en ide om at jeg SKULLE amme og det var bedste for mit barn. De første mange gange efter når jeg tilbød Alba sutteflasken græd jeg og dagene kom kun til at handle om amning. I starten skulle jeg nemlig amme Alba, tilbyde hende mere mælk (som jeg selv havde malket ud) og til sidste malke evt resten ud af mit bryst. Når Alba var færdig med at spise kunne jeg stort set starte forfra og pludselig var jeg et grædende mælkemonster der konstant sad i sofaen med Alba eller malkemaskinen i hænderne.

Var amningen det værd – JA hvis det var lykkes. Men det gjorde det bare ikke og til sidst måtte løsningen være modermælkerstatning fra dåse. MEN hvad der for mig kunne vælte min verden, var for nogle det de bevist havde valgt – hvilken ingen betydning har for hvor god en mor man er. MEN når man er førstegangs fødende og har en ide om hvordan alting skal være – kan manglende mælk i brysterne være det største problem. Jeg er selv flaskebarn og efter min mening helt normal, jeg er vokset op uden diverse sygedomme og har ikke været ramt af allergier m.m. Så hvorfor blev det så stort et problem for mig at jeg IKKE kunne amme hende fuldt ud? Måske fordi amning og spædbørn hører sammen – da jeg først havde accepteret at jeg ikke havde mælk nok, måtte jeg lede efter fordele ved det. Det var nu muligt at sove en hel nat hvor manden min tog over, jeg kunne smutte et par timer eller flere om aften for at hygge med en veninde, jeg skulle ikke konstant lede efter et sted hvor man måtte amme og hele min verden styrtede IKKE sammen. Jeg amme Alba så længe det var muligt, men med tiden forsvandt min mælk og til sidst fik hun kun flaske.

Det samme gør sig gældende den her gang, lillesøster spiser først alt det hun kan ved mig og når hun gør tegn til der ikke er mere supplere jeg op med modermælkerstatning. Nogle gang har jeg nok andre gange har jeg ikke. Forskel er at jeg denne gang ikke græder, min rolle som mor er ikke placeret i brysterne, jeg har stadigvæk meget tæt kontakt med lillesøster (og Allan kan være en del af det) og jeg er sikker på at lillesøster får nok at spise. Mit indlæg handler ikke om det er rigtigt eller forkert at man ammer – men om at man har et valg, for nogle falder det naturligt ind, nogle har ikke nok mælk og andre har en helt anden grund til ikke at gøre det. Fælles for os alle sammen er at vi kan kalde os selv for MOR – en mor der vil barnet det bedste, en mor som elsker barnet lige meget hvad og en mor som kan skabe tæt kontakt til barnet uanset om det er med brystet eller en sutteflaske.

Det handler om at acceptere det valg man tager eller det valg man nogle gange er nød til at tage. Jeg lærte at nyde øjeblikket i stedet for at lade mine forventninger til hvad jeg skulle vælte mig <3

 LYN KONKURRENCE

Er det dig der skal vinde en lækker kurv med produkter fra vaseline? Så smut forbi bloggens instagram profil @fitmom.dk og deltag – konkurrencen slutter på fredag. 

Jeg skal være ærlig at indrømme at siden lillesøster kom til verden for 2 uger siden, har der ikke været meget overskud og energi til andet end at få mig selv på højkant og til at være mor til 2. Det har kostet en del tåre og min tanke har været at det klarer jeg ALDRIG – MEN her 2 uger efter det planlagte kejsersnit er overskuddet vendt tilbage. Det var som sådan ikke det at være mor til 2 der slog mig ud af kurs – men mere hele forløbet. Jeg har haft behov for at trække mig tibage og finde min plads som mor – samtidig med at jeg skulle passe på mig selv.

Der var en meget dygtig sygeplejerske på Kolding sygehus der sagde til mig at jeg skulle holde op med at være så hård ved mig selv – AT JEG FATISK KLARER DET HELE SUPER GODT <3

Jeg har tænkt tanken HVORDAN kan alle andre overskue at blive mor til 2 – når jeg ikke kunne klare det. Bare tanken om flere børn eller når andre joker med at vi gravide igen om et år – har fået tårerne til at trille. Jeg havde fået nok – nok af at være gravid, nok af smerter og nok at at kæmpe. MÅSKE en naturlig reaktion når man de sidste 24 måneder har tilbragt de sidste 18 måneder som gravid. Jeg elsker mine 2 små mirakler og de 18 måneder er det hele værd – MEN tror det er meget sundt at jeg nu er færdig som “babymaskine”. De sidste 18 måneder har sat sit spor på mig og må indrømme jeg efter fødslen af lillesøster nåede at tænke – DET ER BARE LØGN. Alt hvad jeg har kæmpet for siden fødslen af Alba var i forfald – maven var stadigvæk kæmpe stor og der var langt til den super form jeg drømmer om. Her 2 uger efter er maven stille og rolig ved at trække sig tilbage, jeg har valgt ikke at hoppe på vægten før om 2 uger og er nu gået igang med sund kost og motion (i form af at gå). For selvfølgelig kommer jeg i super form igen – MÅSKE ikke lige dagen efter jeg har født 🙂

Jeg har lært af de sidste 14 dage at give slip, nogle ting er vigtige andre ting betyder ingenting. Lidt rod skader ikke og jeg kan ikke være over det hele – hele tiden. Det der betyder mest for mig er mine børn og jeg nyder hvert et øjeblik med dem. Jeg nyder at være mor til 2, nyder at se Alba vise interesse og nusse lillesøster – jeg nyder at tilbringe tiden sammen med familien og nyder øjeblikket som ALDRIG kommer igen.

Så JA det har været en hård periode, nu er overskuddet og MIG tilbage. Glæd jer til endnu flere indlæg, endnu mere MIG og min kamp om at komme i form efter fødslen.

Tak fordi I læste med

// Charlotte

Disse tanker har kørt rundt i hovedet på mig. I takt med min dårlige samvittighed til Alba er vokset. Dels fordi hun nu skal dele pladsen med lillesøster, dels fordi jeg måtte tilbringe hele sidste uge væk fra hende og dels fordi jeg den næste lange periode ikke må løfte hende. I princippet kan Alba mange ting selv og normalt løfter jeg heller ikke en masse på hende – MEN jeg løfter hende op af sengen om morgen, jeg løfter hende ud af autostolen når vi skal i dagpleje og jeg løfter hende op når hun strækker armene op og har brug for et kram. Jeg nyder den tætte kontakt, nyder at bruge tiden med hende om morgen når vi pusler, hører musik og gør klar til dagplejen.

I stedet for dårlig samvittighed og en masse tåre – man er vel kvinde, nybagt mor og stadigvæk fyldt med hormoner, så er jeg nød til at ændre fokus til hvad jeg kan. For jeg er en god MOR, faktisk den bedste for Alba og jeg bliver ikke en dårligere mor af ikke at kunne løfte hende. Så nu handler det om at gøre tingene en lille smule anderledes, så jeg f.eks. ikke går glip af pusletiden. Manden løfter hende op på pulsebordet – Alba og jeg hygger og vi får hjælp til at komme ned igen. Når Alba strækker armene op mod mig – sætter jeg mig på hug så jeg alligevel kan give hende et kram. I stedet for at hente og aflevere Alba selv i dagplejen, er det nu blevet et fællesprojekt for hele familien.

Jeg tror det er meget naturligt med en masse tankemylder efter af man lige har født, jeg har i hvertfald fået vendt en masse ting siden fødslen af lillesøster. Ting der normalt ikke har betydning fylder ekstremt meget og pludselig er hverdags små problemer uden betydning – tårerne kan trille ned det ene øjeblik og være vendt til glæde det næste. ALT sammen meget normalt hvis du spørger mig, jeg kan i hvertfald mærke hvordan jeg stille og roligt er ved at vende tilbage til en knap så følsom mig. I mellem tiden nyder jeg bare hvad der sker rundt om mig, nyder min lille familie og nyder jeg trods lægens dom at jeg ALDRIG ville blive gravid naturligt – i dag er mor til 2 små mirakler <3

og ALT hvad der ellers følger med…

Beklager stilheden på bloggen denne uge – stilheden skyldes selvfølgelig lillesøsters planlagte ankomst i mandags den 2/2-15. Planlagt fordi hun kom med kejsersnit så jeg burde være forberedt og klar på hvad der ville ske. MEN som alt andet kan man IKKE planlægge sig ud af alt og ingen ved hvad fremtiden bringer (heldigvis for det).

En ting ved jeg dog, jeg kan nu kalde mig MOR til 2 og var så heldig at få lagt endnu et mirakel i mine arme da lillesøster kom til verden. Jeg skal selvfølgelig nok på et senere tidspunkt komme med en lidt længere fødselsberetning – pt skal jeg dog lige finde mig selv og nyde familien. Jeg havde nok forventet noget andet end hvad der faktisk skete i mandag og de efterfølgende dage, dels har jeg jo prøvet det hele før og ved mit sidste KEJSERSNIT havde jeg bare den bedste oplevelse.

Den her gang var der selvfølgelig en masse arvæv man skulle igennem, hende der skulle give mig bedøvelsen i ryggen var en smule skrab og jeg skal bruge lidt længere tid på at rejse mig den her gang. Jeg synes jeg lå i evigheder på operationsbordet (hvilket jeg også gjorde) og på et tidspunkt måtte Allan tage lillesøster og jeg måtte ændre fokus så jeg ikke blev slået helt ud allerede på operationsbordet. Eftersom det tog en del tid at sy mig sammen, fik jeg heldigvis hurtigt føreligheden tilbage i mine ben så vi kunne vende tilbage til barselsgangen. At komme tilbage til stuen, smertedækket og med lillesøster i armene var helt fantastisk <3 Jeg nød at Allan, lillesøster og jeg bare kunne hygge os hele mandag, hvor vi bare kunne nyde vores lille mirakel før alle andre fik lov 😉 PLANEN var nu (det vil sige min plan) at jeg skulle hjem om onsdagen, frisk med lillesøster på armen og klar til kvalitetstid med storesøster Alba.

MEN sådan gik det ikke, jeg måtte igen bøje mig for alt for høje infektionstal, en kikkertundersøgelse, alt for mange smerte, en masse målinger af mine værdier, blodprøver og ikke mindst et kæmpe savn af lille Alba. Det skal dog nævnes at jeg har været i de bedste hænder, har fået den bedste behandling og måske var det godt nok med lidt ro til mig. MEN hårdt det var det og i går fredag kunne jeg endelig køre med hjem for at hente Alba og holde weekend med min lille familie. Vi er udskrevet, hjemme og klar til at være en familie på 4 <3

Det har dog taget hårdt på mig denne gang og i stedet for en masse barselsbesøg bruges tiden pt på at samle mig selv op igen og fokus er rettet mod min familie. Jeg har ikke kunne tale om de sidste 5-6 dage uden at græde, hvilket måske er meget logisk når man de sidste 5 dage har været spærret inde på det samme værelse. Jeg var jo ikke syg da jeg kom – KUN gravid – så hele forløbet fylder pt en del for mig.  Med manglende søvn, lillesøster, 1000 følelser, endelig at være kommet hjem til Alba igen og at jeg er KVINDE – giver nok bare anledning til et par tåre.

MEN jeg er glad, lykkelig, har fået endnu en fantastisk datter – nu skal jeg bare rejse mig igen. Kan dog huske der også var et par tudedage i starten med Alba – så MON ike det hele ser lidt anderledes ud om en uges tid.

<3

……..når 3 bliver til 4…….

Jeg kan huske hvordan den dårlige samvittighed strømmede ind over mig, da jeg for snart 9 måneder siden stod med endnu en positiv graviditetstest. Synes det var synd for Alba at hun allerede nu skulle dele mor/far med endnu en søskende og at hun skulle have en gravid mor de næste 9 måneder. For selv om Alba nok ikke mærker så meget til graviditeten ja så er der bare ting jeg ikke kan. Min lunte har nok været lidt kortere på det sidste og jeg har været meget træt. Hvilket bestemt ikke passer sammen med det billede jeg har af mig selv for 7 måneder siden, hvor jeg var særdeles aktiv. Heldigvis er det en kort periode af ens liv at maven er så stor og nu skal jeg bare have overmandet min dårlige samvittighed.

Den dårlige samvittigheden er bestemt ikke blevet mindre løbende i graviditeten – måske nærmere det modsatte. Jeg frygter Alba vil mangle mig og da jeg grundet kejsersnittet ikke rigtig kan bære hende den første periode er jeg bange for der kommer en vis afstand. Jeg har tit kigget på hende og tænkt hun skal have lov at være ene på tronen lidt endnu – have lov til at have pladsen i centrum liiiiidt længere. Hun er jo stadigvæk min lille baby og det er ikke særlig længe siden det var september 2013 hvor jeg holdte hende første gang. Jeg har dårlig samvittighed over når jeg skal have kejsersnit, når jeg skal være adskildt fra hende og at det ikke er MIG der aflevere hende i dagpleje som jeg plejer. Små ting betyder pludselig en masse og selv om Alba ikke er stor, ja så er hun pludselig ikke en baby længere. Måske det i virkeligheden er det der fylder mine tanker, tiden er gået så stærkt – jeg følger kun lige jeg har startet min karriere som mor.

Jeg blev selv storesøster da jeg var 4 år og kan ikke huske tiden inden. Så tænker at Alba på 16 måneder lige om lidt heller ikke kan huske tiden alene på tronen. Jeg håber at det hurtigt bliver hverdag med lillesøster og at Alba for alt i verden ikke skubber mig væk. Jeg er i forvejen en følsom kvinde, men når det gælder Alba (og snart lillesøster) – er jeg jo slev ikke til at styre. Tankerne flyver rundt – men er næsten sikker på jeg ikke er den eneste der oplever disse tanker. At blive mor er den størst gave, at skulle få lov at prøve det en gang til efter 5 år i fertilitetsverden er simpelthen fantastisk.

Hvordan oplevede du/I det da der pludselig kom en lillebror eller lillesøster?

11 dage til termin – pusletasken er pakket, se hvad den indeholder HER 🙂