Fertilitet og ønsket om at blive mor

Det er simpelthen så vildt at tænke på, at for lidt over et år siden blev jeg mor til et lille mirakel. Et mirakel som ALDRIG burde kunne ske da jeg har helt blokkeret æggeledder og den eneste måde jeg efter lægernes dom kunne blive gravid var via reagensglasbehandling.  Jeg havde indstillet mig på at ET mirakel var bedre end ingenting og at jeg godt kunne leve med “kun” at have Alba <3 Havde i hvertfald sammen med min mand besluttet at det var slut med fertilitetsbehandling. Det er super mærkeligt at tænke på at hele mit liv tidligere handlede om at forsøge at for børn og at jeg gik under betegnelsen ufrivillig barnløs. Jeg ville ønske man dengang kunne kigge ud i fremtiden og se at det i 2013 ville lykkes og jeg netop der kunne kalde mig MOR. Havde man kunne se ud i fremtiden – ville mit forhold til fertilitetsverden have været lidt mere afslappet. MEN når man står i det – når man ikke ved om man nogensinde bliver gravid – ja så kan man ikke tænke på andet. Jeg kan huske det værste i den periode folk kunne sige til mig var “hvis du bare tænker på noget andet – så kommer det helt af sig selv”. MEN HALLO jeg havde overlægens dom for at det ALDRIG ville ske naturligt – så hvordan kunne mine omgivelser som ikke rummer en masse læger – vide at hvis man tænkte på andet ville det ske. Sagen af den (til alle jer der ikke har prøvet det) – når man først får lagt æg op – KAN MAN SIMPELTHEN IKKE TÆNKE PÅ ANDET. Tænk at man måske 14 dage efter oplægningen kan kalde sig gravid – det vil fylde i alles tanker både bevist og ubevist. Så ja nogle gange skal man slippe kontrolen og tænke på andet – andre gange er det bare ikke muligt – så lad være med at sige til en der er i behandling – DET KOMMER NÅR DET KOMMER.

I stedet havde jeg haft brug for omsorg, nogle der ville lytte til mine tanker. Tanker der ikke kun handlet om barnløshed – men mere om alle de grænse der den kommende periode skulle overtrædes. Disse tanker kan blive forstærket af alle de hormonerne man bliver pumpet med – så hvis man er lidt ekstra trist, hidsig eller andet så vil jeg mene det er de mange hormoner der spiller ind. I det hele taget en super svær periode af ens liv – MEN jeg har lært af den. Jeg har lært at slippe kontrollen (nogle gange) – jeg har fået mere tålmodighed og jeg har lært at jeg faktisk er i stand til at klatre op af det stejleste bjerg (billede sprog). MAN kan klare meget mere end man selv tror og lige pludselig er det DIN tur til at blive MOR.

Om 3 måneder kan jeg kalde mig mor til 2 – HVEM havde nogensiden ture håbe på det. Jeg vil aldrig glemme min periode i fertilitetsverden – men i stedet for at se det som noget negativt og trist – vil jeg tage det med mig i rygsækken og huske hvad jeg lærte om mig selv. Det der ikke slår os ihjel – gør os STÆRKE. Tro flytter bjerge og trods lægen dom at det ALDRIG ville ske NATURLIGT – ja så er jeg kun 3 måneder fra endnu engang at kunne kalde mig MOR.

MOR til 2 små mirakler som begge kom helt NATURLIGT