Planen var lagt – og jeg fejlede..

Jeg havde drømme jobbet, var dygtig til det jeg lavede.- til trods for det – skiftede jeg i september 2015 leder jobbet i Matas ud med en stilling i Kiwi.

Slut november 2015 var Kiwi eventyret slut, jeg stoppede faktisk fra den ene dag til den anden. Afleverede nøglerne, kørte hjem og er i dag tilbage i MATAS. MEN hvad skete der og hvad har det gjort ved mig?

Jeg har ALTID (i mine mange år i Matas) – elsket at gå på arbejde. Har aldrig set det som et job som KUN skulle skaffe mad på bordet – men Matas blev hurtigt en del af mig og jeg brændte for det jeg lavede. Til trods for den lyserøde sky jeg befandt mig på, trængte jeg til at prøve noget nyt, trængte til at få mere på mit CV og udvide min horisont. Da jeg i september efter barsel med Lia valgte at skifte branche, var det med en del undren i min omgangskreds.

“Jamen Charlotte, Matas er DIG og du er MATAS”

Jeg har ALDRIG været bange for at tage fat, er frisk på en udfordring og elsker at udvikle mig. En klog kollega i Matas sagde engang til mig; “at i princippet var det lige meget hvad man solgte, der skulle bruges dygtige leder i alle brancher”.  OG det var med den tanke i hovedet jeg takkede JA til jobbet i Kiwi. For mig var det vigtigste at udvikle mig som leder og ikke nødvendigvis Matas der var fremtiden (troede jeg).

Planen var lagt og jeg FEJLEDE (da jeg måtte stoppe), eller det var i hvertfald sådan jeg først reageret. Jeg var super hård ved mig selv, da jeg den sidste dag i November kørte hjem fra arbejde for sidste gang. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og jeg var både skuffet, sur, ked af det og bange for fremtiden. Planen jeg havde lagt slog fejl og jeg stod nu for første gang uden job. Det tog mig dog ikke længe at vende skuffelsen til “godt du lyttede til dig selv” – MEN hvorfor gjorde du ikke det noget før?!? Jeg havde nemlig brugt den sidste måned på konstant at græde, jeg var ulykkelig og kunne ikke få jobbet, familien og MIG til at hænge sammen. Jeg stod umenneskelig tidligt op hverdag og kom sent hjem hverdag – det kunne måske gå hvis man havde store børn, men med to små “mus” i huset, kunne det ikke hænge sammen. Så snart jeg kom hjem fra job, gik jeg nærmest i seng, så jeg kunne stå tidligt op den næste dag. Jeg var fraværende, græd konstant og man kunne ikke sige den mindste ting til mig, uden jeg brød sammen.

For første gang i min arbejds historie kunne jeg ikke lide at gå på arbejde..

Jeg kørte den desværre alt for langt ud og burde have lyttet til min krop og mig selv tidligere. MEN (hvad jeg troede var) “fornuften” tog over og selvfølgelig var det VIGTIGST at jeg havde en indtægt, jeg var/er MOR og skulle selvfølgelig sørge for mine børn.  I dag er jeg klogere, jeg kan klare så meget mere, når der også er plads til mine børn og min kære mand. Når baglandet er i orden (og man har tid til det), så vender overskuddet, energien, glæden og mulighederne tilbage.

Jeg brugte december på at rejse mig igen, nyde tiden med mine børn og skrue forventningerne til mig selv i bund. Nyder hvad jeg havde, hvor heldig jeg var og at jeg havde hele livet foran mig. Jeg havde fundet ud af hvad der var vigtigt for mig – og pludselig var græsset ikke mere grønt på den anden siden. Til gengæld savnet jeg at gå glad på arbejde, at være dygtig til noget, tilfreds med mig selv og kunne få det hele til at hænge sammen med min familien. Jeg sagde før jeg fik børn, at det ikke ville ændre mine arbejdspræferencer at få børn – MEN jeg blev klogere. Jeg vil stadigvæk gerne frem i livet – MEN jeg vil også kunne aflevere mine børn om morgen, jeg vil også være MOR. Jeg har lært at se udfordringer i ting, jeg måske tidligere ville have overset. Jeg har lært at arbejde med mig selv og jeg er så taknemmelig for mit nye/gamle job i MATAS (dog i en anden butik). Jeg er omgivet af super dygtige piger og jeg suger alt til mig på ny. Jeg fortryder ikke jeg var “ude” af Matas et kort øjeblik, jeg blev klogere, lærte noget af forløbet og lærte at lytte 200% til mig selv for fremtiden. Der findes ALTID en løsning – selv om fremtiden kan være skræmmende. Og jeg tror på at mit forløb de sidste par måneder på sigt gør mig til en endnu bedre leder.

Jeg har alt respekt for de mennesker jeg lærte at kende i min korte tid i discount branchen – de gør et kæmpe stykke arbejde (OG de står super tidligt op for at gøre det). Det er stærke folk som kan klare mange forskellige opgaver – måske var jeg ikke STÆRK nok, eller også passede discount branchen bare ikke til mig. Jeg har i hvertfald fået et andet syn på de mennesker jeg dagligt møder i denne branche når jeg handler – Hold nu kæft i er seje og det kræver ikke meget af mig at sende dem en smil og evt sende dem lidt ros når jeg nu bemærker de f.eks. har flyttet rundt 😉