om at overvinde en af sine værste frygter

Jeg har ALTID været super bange for nåle – faktisk så bange at jeg i 4 klasse løb et helt sygehus rundt for at slippe for at blive stukket. Jeg har kæmpet med diverse blodprøver, lokalbedøvelse og besøg ved tandlægen. Både tanken ved at skulle stikkes og tanken om hvor ondt det ville gøre kunne presse mig så langt ud at tårerne trillede ned af mine kinderne længe inden selve behandlingen. Jeg var så bange da Alba skulle tages med kejsersnit – at jeg slet ikke kunne holde ud at være i min krop. Tanken om at skulle have en lang nål ind i ryggen, smerten og det uventede gjorde mig simpelthen så bange.

MEN JEG KLAREDE DET

Det er altid frygten der er den værste og når jeg tænker tilbage på da jeg startede i fertilitetsverden – er der virkelig sket MEGET med mig. Jeg husker jeg engang sagde at jeg aldrig skulle i reagensbehandling hvis vi ikke kunne få børn. Kunne på daværende tidspunkt simpelthen ikke overskue at jeg skulle stikke mig selv. Da vi stod inden opstart af fertilitetsbehandling troede jeg det at stikke mig selv ville blive det værste – men jeg blev klogere. Når tankerne får lov at løbe og frygten tager over – så er det super svært at slappe af og ikke at tage “sorgerne” på forskud. Kan huske at en af de søde damer på Brædstrup (der hvor vi startede i behandling) sagde – at selve ægudtagningen var så lille en del af forløbet og at det lyn hurtigt ville være overstået. Det ville være “spild” af mine tanker allerede at bekymre sig om det fra start – og at vi selvfølgelig nok skulle klare det sammen. JEG KLAREDE DET og blev godt smerte dækket under indgrebet – så for mit vedkommende var ægudtagningen ikke en grim oplevelse. Faktisk var det værste for mig at få lagt æggende op igen og det at andre styrede min cyklus (læs liv). Jeg ejer ikke ret meget tålmodighed og er kontrol menneske til det yderste – ALT dette måtte jeg pakke sammen mens vi var i behandling. Det handlede ikke om MIG men om vores fælles ønske om en baby og jeg var i dygtige hænder.

Når man starter på et behandlingsforløb bliver der lagt en plan for hvad der skal ske – hvilket betød jeg havde en ide om hvornår jeg skulle begynde at stikke mig selv. Desværre kunne jeg ikke tåle den næsespray man normalt starter med – hvilket betød vi fik valget om at stoppe behandlingen – eller starte på nyt medicin. Der var bare det lille MEN – at den nye medicin skulle stikkes i maven. Det betød at jeg igen måtte pakke mit kontrol gen væk og overskride endnu en grænse – længe før det ellers var planlagt. Kan huske hvordan jeg stod i vores gamle lejlighed og forsøgte at føre nålen i gennem huden for første gang – uden at vide hvilken smerte jeg ville udsætte mig selv for.

MEN ENDNU ENGANG GJORDE JEG DET

Og det gjorde ikke ondt – blev super dårlig lige efter så måtte placeres på sofaen. Tror det var nervøsitet og at jeg havde gjort det – som et kort øjeblik fik mig til at blive dårlig. Faktum var i hvertfald at jeg endnu engang havde vundet kampen mod mig selv – og jeg gennem de næste 3 år jævnligt måtte stikke mig selv i forbindelse med behandlingen. jeg plejer at sige til folk jeg møde som frygter noget – at det ALTID er frygten der er den værste og at virkeligheden sjældent er så “ond” som man i tankerne gjorde den til. Problemet er bare med hensyn til nåle – kan jeg simpelthen ikke tænke sådan – jeg prøver og jeg overlever hvergang. Jeg venter stadigvæk i mine tanker på den dag hvor det simpelthen gør så ondt at jeg ikke kan klare smerten (mon den dag nogensinde kommer).

Alt min snak om nåle og min store skræk for at blive stukket bunder i jeg gennem denne graviditet jævnligt får akupunktur. Jeg får ca en gang om ugen sat nåle i for hjælpe lænden, min kraftige migræne og mine spændinger i nakken og det er faktisk fantastisk. Ikke mindst må jeg rose den søde jordemor der sætte nålene – aldrig har jeg mødt så dygtig og rolig en kvinde. Trods min krop straks går i alarmberedskab hver gang vi ses – så formår hun at få mig til at slappe af og sat de forskellige nåle. At noget der altid har været min frygt – skulle vise sig at kunne hjælpe mig mod smerte der er simpelthen fantastisk. Der er tit folk der skriver og spørger om smerten ved ægudtagningen, fertilitetsbehandlingen og fødslen af Alba – jeg kan kun svare at jeg er MAX bange for nåle og smerte MEN JEG KLAREDE DET HELE. Vil faktisk gå så langt at sige at jeg kan gøre det hele igen – det er tankerne der er de værste og umiddelbart forbindende jeg ikke ovenstående med smerte. Vi mennesker er i stand til at klare meget mere end vi lige tror – og hvergang jeg skal igennem noget jeg ikke bryder mig om – er min tanke altid bagefter;

Var det bare det..